ADHD er en forkortelse for diagnosen Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, eller på dansk forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. ADHD forstyrrer personens daglige funktioner på flere områder, og kan også påvirke vedkommendes sociale relationer og selvfølelse negativt. ADHD debuterer i barndommen og fortsætter i 40-70 % af alle tilfælde ind i ungdommen og voksenalderen. Det anslås, at ADHD rammer 3-5 % af alle børn fra forskellige kulturer og geografiske regioner. Det vil sige, at der i et klasseværelse med 25-30 børn er mindst ét barn med ADHD.
Drenge får to-tre gange hyppigere stillet diagnosen ADHD, end piger, der ofte ikke udviser den samme hyperaktivitet. Eftersom sygdommen ofte ikke bliver opdaget, får mange børn og unge slet ikke stillet
diagnosen. Som følge heraf modtager alt for få børn rådgivning og behandling.
Hvis ADHD ikke behandles, kan det have negativ indflydelse på barnets og hele familiens velbefindende. Et barn med ADHD, der ikke har fået stillet diagnosen og ikke modtager korrekt behandling, lider sandsynligvis under sygdommen – ikke kun i skolemæssig sammenhæng, men også følelsesmæssigt – og vil formentlig have adfærdsproblemer helt ind i voksenalderen.
Normalt diagnosticeres ADHD i de første skoleår. Symptomer på ADHD er til stede før syvårsalderen, og kan fortsætte ind i ungdommen og voksenalderen. Selv om symptomerne har en tendens til at aftage i slutningen af ungdomsårene og begyndelsen af voksenalderen, vokser man aldrig fra ADHD. Men man lærer at mestre en række strategier, der kompenserer for symptomerne.
Årsagerne til ADHD er stadig ikke helt klarlagt, men studier peger på at genetiske (arvelige) årsager spiller en meget stor rolle. Desuden tyder det på at rygning under graviditeten, lav fødselsvægt eller meget for tidlig fødsel kan medvirke til udviklingen af ADHD.
Selve diagnosticeringen kan være vanskelig og er en specialistopgave som primært foregår indenfor det børne- og ungdomspsykiatriske fagområde, enten ambulant hos en praktiserende speciallæge eller på en hospitalsafdeling. Børnelæger (pædiatere) kan også foretage den primære udredning. Der vil under udredningen være behov for at afdække barnets adfærd i flere situationer, med oplysninger både fra forældre, skole og eventuelle fritidsaktiviteter. I Danmark anvender lægerne WHO’s internationale sygdomsklassifikations-system, det såkaldte ICD-10, hvor kriterierne for sygdommen er angivet på følgende vis:
|
Selve betegnelsen ADHD er lånt fra det nordamerikanske sygdomsklassifikations-system, det såkaldte DSM-IV, der også i Europa har en betydelig indflydelse, da det især er meget benyttet indenfor forskningsverdenen og hovedparten af forskningsresultaterne derfor henviser til dette system. Det kan være forvirrende at der er to forskellige systemer, men i den daglige klinik vil dette ikke være et problem for lægerne. De i alt 18 kernesymptomer er således ens i de to systemer.
Nogle vil måske have hørt eller læst om udtrykket ”DAMP”, dette er et ældre og mere snævert nordisk begreb, som stort set ikke anvendes længere.
