Diagnose

> Myelomatose
Myelomatose animerede film

Myelomatose

Symptomer på myelomatose

Diagnose

Behandling af myelomatose

Konventionel medicinsk behandling

Støttebehandlinger


> Links
Bestil materiale

Dansk Myelomatose Forening

Kræftens Bekæmpelse

Kreftforeningen

Blodcancerförbundet

Cancerfonden

International Myeloma Foundation

Lymphoma Research Foundation



Myelomatose er en sygdom, som kan være latent og symptomfri i lang tid, måske i årtier. Den er som sådan ikke farlig, så der er ikke behov for screeningsundersøgelser for sygdommen, da behandling af en latent, symptomfri sygdom ikke er påkrævet.

Hvis der konstateres latent sygdom, vil man oftest følge op på den med blodprøver en gang om året. Behandlingen af myelomatose indledes først, når patienten får symptomer.

Myelomatose opdages ofte ved et tilfælde i forbindelse med en helbredsundersøgelse eller rutinemæssig blodprøve. De almindeligste afvigende laboratoriefund, som fører til diagnose, er forhøjet sænkning og anæmi. Lette tilfælde af forhøjet sænkning og anæmi forekommer ofte hos raske og behøver ikke være et symptom på netop myelomatose. Men svær anæmi og klart forhøjet sænkning kræver altid yderligere undersøgelse.


Svær anæmi (lavt hæmoglobin pga. mangel på røde blodlegemer) og andre afvigelser i blodcelletallene kræver knoglemarvsundersøgelse. Da alle blodceller dannes i knoglemarven (primært i brystbenet, tarmbenet og de lange knogler i ekstremiteterne), skal der foretages en knoglemarvsprøve for at undersøge for forandringer i blodcellerne. Knoglemarvsprøven udtages fra brystbenet eller tarmbenet (på ryggen) vha. en nål. Prøven udtages i lokalbedøvelse (hos børn dog i narkose). Myelomatose kan give mangel på såvel røde blodlegemer som andre blodceller. Alvorlig mangel på hvide blodlegemer (leukocytter) giver større modtagelighed over for infektioner, og alvorlig mangel på blodplader (trombocytter) giver større blødningstendens, oftest udtrykt ved blå mærker.

Årsagen til den nedsatte dannelse af blodceller ved myelomatose er oftest, at myelomcellerne (de ondartede plasmaceller) fylder knoglemarven, så der ikke længere er den samme plads til normal bloddannelse. Under myelomatosebehandlingen kan blodcelletallene falde kraftigt, men kortvarigt. Derfor skal der regelmæssigt tages blodprøver, mens behandlingen finder sted. Efter behandlingen kommer knoglemarven sig, så blodcelletallene stiger og måske bliver normale igen.

Diagnosen af myelomatose kræver en knoglemarvsundersøgelse. Typisk vil undersøgelsen i tilfælde af myelomatose afsløre en øget mængde plasmaceller. Plasmacellerne er en type hvide blodlegemer, som findes i knoglemarven og lymfekirtlerne, og som under normale omstændigheder danner antistoffer mod bakterier og virus og dermed beskytter kroppen mod infektioner. Normalt findes der relativt få plasmaceller i knoglemarven - mindre end 10 % af alle cellerne i marven. Ved myelomatose bliver plasmacellerne til ondartede myelomceller - disse celler stiger i antal og kan udgøre 1 - 100 % af alle celler i knoglemarven. I mikroskop ligner myelomcellerne normale plasmaceller, og kun det store antal af plasmaceller antyder, at der er tale om myelomatose. Hvis det er påkrævet, kan der foretages specialundersøgelser for at fastslå, om plasmacellerne er naturlige eller om der er tale om ondartede myelomceller. Ofte (men ikke altid) kan man finde kromosom- og genforandringer i myelomcellen. I dag mener man, at det er sådanne forandringer, der forårsager ondartede kræftsygdomme og fører til kræftcellernes ukontrollerede vækst.

Disse kromosom- og genforandringer er ikke medfødte, men opstår med tiden. Myelomatose er således ikke arveligt. Nogle kromosomforandringer kan give en mere aggressiv sygdom. Kromosomforandringerne undersøges i den samme prøve, som blev udtaget ved knoglemarvspunkturen. Der skal altså ikke tages en yderligere knoglemarvsprøve. Sædvanligvis er der ingen plasmaceller i blodet, heller ikke hos myelomatosepatienter.

Ved udredning af myelomatose undersøger man foruden knoglemarven også blodets antistoffer, de såkaldte immunoglobuliner. Lige som raske plasmaceller danner myelomcellerne antistoffer. Ved myelomatose danner de ondartede plasmaceller kun én type antistof, og mængden af dette stiger i blodet. Dette antistof kaldes paraprotein eller M-komponent og kan let undersøges med almindelige laboratorietest. M-komponenten er et antistof, der normalt tilhører klasse IgG eller klasse IgA. IgG-myelomatose danner antistof kaldet IgG-paraprotein, og IgA-myelomatose danner IgA-paraprotein. Paraproteinet i blodet bestemmes i laboratoriet og viser sig enten som høj serum IgA-værdi eller høj serum IgG-værdi.

I nogle tilfælde danner myelomcellerne ikke komplette antistoffer, men kun dele heraf. Disse dele kaldes frie lette kæder, og så er der tale om myelomatose med frie lette kæder. Frie lette kæder udskilles i urinen og findes kun i ringe mængde i blodet. Ved myelomatose med frie lette kæder kontrolleres paraproteinet udskilt af myelomcellerne via urinprøver. Til undersøgelsen opsamler patienten sin urin gennem et døgn (døgnurin), og ud fra denne prøve bestemmes mængden af paraprotein. Hos raske er denne mængde så lille, at den knap nok kan måles. Nogle gange kan IgG- eller IgA-myelomatose helt eller delvis udvikle sig til myelomatose med frie lette kæder. De frie lette kæder udskilt i urinen kan hobe sig op i nyrerne, hvor de klæber de små udførselsgange til, hvilket fører til nyreinsufficiens.

I tilfælde af myelomatose tages der også røntgenbilleder af skelettet. Der tages sædvanligvis billeder af kraniet, de lange knogler (arme og ben), hoftebenet og ryghvirvlerne. Ved behov kan der også foretages CT-, MR- eller PET-scanning.

Monoklonal gammopati (MGUS)

Nogle procent af den raske befolkning har myelomproteinstof (hvilket kan konstateres som en M-komponent i en blodprøve) men ikke andet, der tyder på myelomatose. Denne tilstand kaldes monoklonal gammopati. Nogle af disse personer kan udvikle myelomatose i løbet af nogle år eller årtier. Derfor er det vigtigt, at der følges op med regelmæssige laboratorieprøver. Forekomsten af monoklonal gammopati stiger med alderen. Nogle gange kan det være svært at konstatere, hvornår monoklonal gammopati har udviklet sig til myelomatose. Derfor skal patienter med monoklonal gammopati følges gennem lang tid, eventuelt over flere år. Monoklonal gammopati skal ikke behandles. Der findes endvidere en tilstand mellem monoklonal gammopati og myelomatose (kaldes "smoldering myeloma"), som også skal kontrolleres regelmæssigt. Denne tilstand udvikler sig heller ikke altid til myelomatose, der er behandlingskrævende.

Tilbage